Skræddersyet fitnessprogram

Et skræddersyet fitnessprogram, hvad pokker er det nu det for noget? Hvorfor nu det? Og virker det overhovedet?

Lad os starte med at se på, hvad et skræddersyet fitnessprogram er.

Et fitnessprogram består af forskellige fitnessøvelser indenfor følgende kategorier:

  • Ledmobilitet
  • Kropskontrol
  • Muskelstyrke
  • Muskelflexibilitet

Når jeg skræddersyr et fitnessprogram til din hund, så er hver enkelt øvelse nøje udvalgt. Det vil sige, at hver eneste øvelse har et helt særligt formål i programmet.

Et træningsprogram består af 8-10 øvelser, og det tager typisk. 20-25 minutter alt afhængig af antallet at øvelser og repetitioner.

Overordnet set tager jeg udgangspunkt i følgende:

  • Din hunds kropsbygning
  • Din hunds positioner (sit, dæk og stå)
  • Din hunds nuværende styrkeniveau

Kropsbygning og funktion
Din hunds kropsbygning kan være funktionelt optimal eller suboptimal, hvilket betyder, at afhængig af hvordan din hund er bygget, så kan det påvirke dens bevægeapparat i både positiv og negativ retning. Så din hunds kropsbygning afslører altså, hvilke potentielle udfordringer din hund på sigt kan få i forhold til bevægeapparatet.

Fx har mange jagthundetyper en stor bagbensvinkling, hvilket gør det sværere for dem at udvikle en god stabiliserende bagbensmuskulatur, hvilket øger risikoen for instabilitetsskader samt skader i lænderyggen.

Ovenstående er blot ét eksempel ud af mange, men der er så mange andre parametre, som jeg kigger efter, når jeg skal lave en analysere af din hunds kropsbygning.

Positioner
Udover din hunds kropsbygning så kigger jeg også på din hunds positioner, altså sit, dæk og stå.

Det er vigtigt, da positioner er noget, som din hund gentager rigtig mange gange dagligt. Så hvis din hund flere gange udfører sine positioner uhensigtsmæssigt, vil det i sidste ende kunne påvirke dens bevægeapparat.

Der kan være flere årsager til, at din hunds positioner ikke er balancerede, men ofte er der tale om en lang historik med dårlige vaner.

Det kan dog også skyldes kompensation, fordi din hund ønsker at aflaste en anden kropsdel. I så tilfælde vil jeg anbefale dig at få tjekket din hund grundigt igennem af en dygtig kropsbehandler.

En god nyhed
Den gode nyhed er, at når vi ved at kigge på din hunds kropsbygning og positioner er i stand til at forudse eventuelle potentielle udfordringer, så betyder det også, at vi kan forebygge skader og skavanker ved at styrke din hund korrekt de rigtige steder.

Et fits all træningsprogram eksisterer ikke!

Det ville ellers være både nemt og praktisk, hvis vi kunne bruge det samme træningsprogram til alle hunde, men det er desværre ingen universalløsning!

Alle kan sagtens træne diverse fitnessøvelser på et hold, og det er der bestemt intet galt med, men hvis du ønsker at arbejde målrettet i forhold til DIN hund, så kræver det et skræddersyet program til lige netop DIN hund.

Et eksempel fra den virkelige verden
Under min uddannelse som hundefitnessinstruktør skulle jeg til mit endelige eksamensprojekt lave en bygnings- og positionsanalyse af en casehund, som var Amy, en FT Springer Spaniel tæve på ca. 4 år.

På baggrund af min analyse skulle jeg skræddersy et træningsprogram, som Amy skulle træne 3 gange om ugen i 10 uger.

For at gøre en lang historie kort så har jeg lavet en oversigt over de positive forandringer, der var sket med Amys krop efter blot 10 ugers træning:

  • Tydelig opstramning af Amys core
  • Øget styrkeniveau i bagparten, hvor hun til en start var stærkere i fronten
  • Langt bedre balance og stabilitet i bagben
  • I stand til at ligge i en lige dæk mere end få sekunder, inden hun tilter til én af siderne
  • Forbedret kropskontrol
  • Alle positioner markant forbedrede

I videoen nedenfor kan du se et lille udpluk af nogle af de øvelser, som Amy trænede i sit program. Da Amy startede, var hun helt uerfaren indenfor hundefitness.

Virker det?
Så hvis vi lige springer tilbage til starten, og om hvorvidt et skræddersyet fitnessprogram virker, så er det korte svar JA!

Sidder du nu og tænker, at 3 gange fitnesstræning om ugen det kommer aldrig til at ske, så kan jeg opmuntre dig med, at 2 gange om ugen også kan gøre en forskel for din hund. Det vil så bare tage længere tid for at opnå de samme resultater, men hey… Rom blev jo heller ikke bygget på én dag…

Tak fordi du læste med!

Lignende indhold

Skriv et svar