Livet med en gammel hund

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at gamle gråskæggede hunde har en helt særlig plads i mit hjerte.

Og det vækker nogle helt særlige følelser i mig, når jeg møder én…

For lidt over 1 år siden måtte jeg sige farvel til min skønne hundepige Leika, som blev 16 år. Et par år inden havde jeg sagt farvel til min dejlige hundedreng Venni, som blev 14 år.

Livet med de to gamlinge har lært mig så meget, men jeg er først nu klar til at dele mine erfaringer med dig.

Dette indlæg kommer mest til at handle om Leika og udelukkende om mine egne oplevelser, så det udelukker ikke, at der kan være mange andre aspekter forbundet med det, at leve sammen med en gammel hund. Dette er blot mine!

En følelsesmæssig rutschetur

Det som nok kom allermest bag på mig var, hvor hårdt det følelsesmæssigt var. I skrivende stund kan jeg stadig mærke den daglige knude i maven af bekymring over, om jeg mon gjorde det godt nok.  

Der sker bare noget, når de grå hår titter frem, gangen bliver lidt mere stiv og besværet og øjnene får et gråligt skær. Det gik i hvert fald lige ind i min hjertekugle og aktiverede mit omsorgsgen BIG TIME!

Det var også en tid, hvor jeg oplevede en hel unik samhørighed i vores relation. Vi kendte hinanden ud og ind, og der var med årene opbygget en meget stærk og gensidig tillid mellem os.

Jeg kan ikke svare på, hvorfor det følelsesmæssigt var så hårdt for mig, altså udover at jeg elskede mine to gamlinge meget højt og insisterede på at give dem det bedste, mest trygge og kærlige otium.

Et gammelt hundeliv med fokus på de særlige behov der nu engang opstår, og hvor hverdagen naturligvis ikke er forbundet med ubehag og smerter! Det var min store mission!

Et personligt wake up call blev hurtigt omsat til hund

Efter et personligt sygdomsforløb, hvor jeg besluttede mig for at spise mig rask, gik det for alvor op for mig, at det gør en kæmpe forskel, hvad vi putter i munden. Og, at vi rent faktisk kan få det både mentalt og fysisk meget bedre af at spise det, som er godt for én.

Denne forbedrede livskvalitet ønskede jeg også for Leika, så jeg kontaktede HundefoderNørden. Her fik jeg skræddersyet en foderplan til Leika, som tog højde for hendes alderdomsrelaterede skavanker, men som også sikrede, at hun fik ALLE de næringsstoffer, som en gammel hund har brug for.

Den rette ernæring gjorde, at hun forblev slank, fik verdens blødeste pels, havde en god energi og rent faktisk også blev lidt raskere på benene.

Urolig om natten

Leika havde grundet sin høje alder udviklet grå stær, hvor synet gradvist nedsættes. Grå stær kendetegnes ved, at øjet har et gråt og uklart skær.

Leikas syn var heldigvis ikke så dårligt, at hun gik ind i ting herhjemme eller andre steder, men det nedsatte syn påvirkede alligevel hendes adfærd… fandt jeg ud af…

Jeg oplevede, at hun begyndte at komme hun hen til min seng om natten. Hun stor bare helt stille og halsede, så jeg vidste, at der var noget galt. Først udelukkede jeg selvfølgelig, at der var tale om noget fysisk. Og pludselig slog det mig, at hendes meget underlige adfærd måske kunne skyldes hendes nedsatte syn. Når man har grå stær, så oplever man nemlig natten endnu mørkere, end man tidligere har gjort, og det kan godt skabe noget utryghed.

Løsningen var ganske simpel, nemlig at tænde lidt lys for hende om natten. Vi valgte at tænde en lampe i det rum, som støder op til soveværelset, hvor hun oftest sov. Siden hen sov hun trygt og godt hver eneste nat!

Ville ikke spise godbidder til træning

Kort tid efter jeg fandt ud af, hvorfor hun var utryg om natten, havde jeg hende med til træning en aften i en forholdsvis mørk ridehal.

Her observerede jeg, at hun pludselig ikke ville spise selv de lækreste godbidder. Hun stod bare helt tæt op af mig. Lidt den samme adfærd som hun tidligere havde haft om natten. Det var ikke første gang, hun var i den ridehal, og hun var altid tryg og glad, når vi trænede dér.

Det gik hurtigt op for mig, at adfærden igen skyldtes det nedsatte syn, som nu gjorde, at der var ekstra mørkt i ridehallen. Jeg besluttede mig for, at det var sidste gang, vi trænede dér.

Et par uger senere tog jeg hende med til en anden og noget lysere ridehal. Og det var i dagstiden. Her oplevede jeg en helt normal Leika, der lystigt guffede godbidder, så det bekræftede bare min anelse omkring hendes syn og mørke.

De daglige gåture

På Leikas gamle dage var tempoet klart blevet noget langsommere på vores daglige ture, og vi holdt løbende små pauser, hvor vi satte os på en bænk og observerede verden omkring os.

Jeg vil næsten vove og påstå, at det er nogen af de hyggeligste ture, jeg har gået. Leika der tøffede stille og roligt ved min side, når vi begge sad tæt sammen på en bænk og ikke mindst følelsen af samhørighed.

Leika har altid været meget glad for andre hunde, men i takt med hun blev ældre kunne jeg godt mærke, at hun ikke opsøgte dem i samme grad som tidligere. Hun var stadig meget glad for at gå tur med kendte hundevenner, få besøg af dem derhjemme og være på besøg hos dem.

I forhold til fremmede hunde beskyttede jeg hende mest muligt. Vi gik i store buer udenom dem, og hvis de pludselig kom for tæt på, bad jeg ejerne om at kalde dem til sig. Medmindre det var en voksen rolig hund og jeg kunne se, at Leika var interesseret i at hilse.

Fitness i det blå

Efter mit eget sygdomsforløb hvor jeg udover at have fokus på kosten også lavede en del fysisk træning, oplevede jeg, hvordan en god fysisk form og en øget mobilitet også var med til at påvirke min livskvalitet til det bedre.

En naturlig del af det at blive gammel som hund er, at man mister noget muskelmasse – især i bagparten. Da musklerne er med til at stabilisere både skelet og led, er det derfor ekstra vigtigt at vedligeholde dem mest muligt.

Jeg lavede flere forskellige ting med Leika og prøvede at variere træningen så meget som muligt. Her er nogle eksempler på, hvad vi hyggede os med, når muligheden bød sig:

  • Når vi var i skoven, gik vi lidt ind i underskoven, hvor Leika kunne løfte ben over grene og andet
  • I skoven brugte vi også (de mindre) bakker til at GÅ stille og roligt OP og NED ad
  • Når vi var på stranden, gik vi en lille strækning i vandkanten, hvor hun også kunne løfte ben

Både inden fitness i det blå eller en løbetur på stranden sørgede jeg for, at Leika havde gået et godt stykke tid, så hendes muskler var varme. Hvis det var ekstra koldt, lavede vi også lidt forskellige øvelser fx sit, dæk, stå, twist begge veje, slalom mellem ben og high five.

Den svære beslutning… og så alligevel ikke…

Af en eller anden årsag har jeg altid været bange for ikke at vide, hvornår tiden var kommet til at tage afsked. Jeg var bange for at komme til at trække den for langt, men da tiden var inde var jeg dog ikke ét sekund i tvivl!

Jeg var 100% indstillet på, at Leika skulle have flere gode end dårlige dage, så jeg lavede en lille dagbog over hendes dage for at give mig selv et realistisk billede af, hvordan det hele stod til.

Én af de ting som jeg vidste udgjorde en stor del af Leikas livskvalitet var de daglige gåture. På trods af den høje alder gik hun lige til det sidste nogle gode lange ture dagligt…

En tirsdag aften (jeg husker stadig ugedagen) kørte vi som altid ud for at gå en aftentur. Efter vi havde gået et par hundrede meter, stoppede Leika pludselig op og kiggede på mig. Jeg glemmer aldrig de øjne og det blik, og jeg var ikke ét sekund i tvivl om, at hun prøvede at fortælle mig, at hun var klar til at komme herfra.

Jeg respekterede hendes ønske, og vi gik begge direkte tilbage til bilen velvidende hvad der skulle ske næste dag.

Da vi kom hjem, ringede jeg til dyrlægen og aftalte, at hun skulle komme hjem til os næste morgen, så vi kunne tage afsked med vores højt elskede Leika under trygge og rolige rammer. Vi fik givet Leika en smuk og værdig afsked med livet, og jeg følte, at det var det helt rette tidspunkt.

Livet med en gammel hund kan være noget af det mest berigende, men vi skylder vores gamle hunde at tage hensyn til deres særlige behov, sørge for de dagligt er trygge og ikke mindst at overøse dem med masser af kærlighed…

Tak fordi du læste med!

Lignende indhold